Info til udstillere
Festivalen samler fagprofessionelle børn, unge og borgere omkring ét fælles spørgsmål:
Hvordan kan teknologi bidrage til at løse samfundets store udfordringer?
Som udstiller bliver du en del af en interaktiv expo, hvor du møder alt fra beslutningstagere, skoleklasser til nysgerrige familier.
Det er gratis at deltage – men vi forventer, at din stand er aktiv, involverende og skaber værdi for besøgende.
Expo’en breder sig ud i Dokk1’s åbne områder og består af stande, temature og hands-on aktiviteter.
Der er ikke en klassisk messe. I stedet inviterer vi udstillere til at vise teknologien i brug, hvor man kan prøve, undersøge eller gå i dialog med.
Udstillingen er en central del af hele festivalen og besøges både af faglige deltagere, skoleelever, borgere og familier.
Torsdag 27. august – Skolefokus
Forløb for 5.–6. klasser med workshops og rundvisninger.
Arbejder I med undervisning, børn/unge eller læringsteknologi?
Fredag 28. august – Fagprofessionelle
Foredrag, rundvisninger og expo med fokus på teknologi og digitalisering i det offentlige.
Passer din løsning til kommuner, regioner, stat, sundhed, velfærd eller digital transformation?
Lørdag 29. august – For alle
Lørdagen er åben for alle – børn, unge og voksne med interesse for teknologi i hverdagen.
Det er her fascination, leg og nysgerrighed får frit spil.
Passer din løsning til den brede offentlighed og kan den formidle teknologi på en vedkommende eller sjov måde? Så er lørdagen det rette sted at være.
Dage og deltagelse:
Du vælger selv, hvilke dage du vil udstille – men vi opfordrer kraftigt til, at du deltager både fredag og lørdag, så publikum møder en levende og varieret udstilling begge dage.
Er du i tvivl om, hvilke dage der passer bedst? Så tag kontakt til os.
Pris:
Det er gratis at deltage som udstiller.
Standstørrelse:
Vi tilbyder fire standardformater – fra de mindste på 1 x 1,5 meter til de største på 3 x 4 meter samt enkelte specialmål. Du kan angive dine præferencer i tilmeldingsskemaet.
Indhold:
Vi forventer, at standen rummer en form for interaktion, oplevelse eller dialog med publikum.
Sprog:
Publikum er blandet. De fleste udstillere bruger dansk, men engelsk er også muligt.
Teknik og strøm:
Der er adgang til strøm ved alle stande. Medbring selv stikdåser og forlængerledninger. Vi anbefaler desuden, at I tager en mobil router med, da Dokk1’s netværk kan være belastet.
Borde:
Vi har forskellige typer borde til rådighed. Du kan se mulighederne og angive dine ønsker ved tilmelding.
Ild og røg:
Åben ild er ikke tilladt, da det aktiverer brandsensorerne. Hvis din stand udvikler røg, så noter det i tilmeldingen, så vi kan sikre ekstra udsugning.
Salg:
Det er ikke tilladt at sælge produkter direkte fra standen, da festivalen er kommunal. I er dog meget velkomne til at henvise til hjemmesider eller lignende, hvor interesserede kan købe efterfølgende.
Ophæng på vægge og gulve:
Dokk1 har kun få vægge, og hverken vægge eller søjler må bruges til ophæng, da det kan efterlade mærker. Vi opfordrer derfor til, at I tænker kreativt og finder andre måder at præsentere jeres indhold på.
Ejendomsservice gør samtidig opmærksom på, at tape på gulvene ligeledes er forbudt, da det kan beskadige overfladerne. Eventuelle skader vil blive opkrævet hos udstilleren
Stine Lucia Skødt Rasmussen
ITK, Aarhus Kommune
Mobil: +45 21 18 98 19
E-mail: rsls@aarhus.dk